»Kunst og kultur er med til at samle«

RABIH AZAD-AHMAD mener, at der er brug for ildsjæle og sammenhængskraft i et område som Gellerup – og unge der laver graffiti!

Rabih Azad-Ahmad bor på 5. sal med en imponerende udsigt over Aarhus. Adressen er Gudrunsvej i Brabrand, men en del tid bliver brugt på rådhuset i Aarhus, hvor han som medlem af Radikale Venstre har posten som 1. viceborgmester. Han er desuden både formand for Kulturudvalget og medlem af Børn- og Ungeudvalget. En gang om ugen kan man være så heldig at træffe ham ved Folkeinformation på Gellerup Bibliotek, hvor han har påtaget sig opgaven som juridisk rådgiver. Han er en vellidt og travl mand, men det lykkedes os at fange ham til en snak om kunstens og kulturens betydning i et område som Gellerup.

Kan du pege på nogle velfungerende sports- og kulturprojekter i Gellerup?

»Gellerupparken er i forvejen et rigt område med dens høje repræsentation af børn og unge. Her er et velfungerende og aktivt fritidsliv med mange foreninger, som gør en meget afgørende indsats. Som udgangspunkt skal man altid huske at sammenligne med antallet af børn og unge, der er i forvejen. Hvad ville være sket, hvis ikke vi havde ildsjæle og aktive foreninger til at tage hånd om netop de udfordringer? Fodboldklubben ACFC er ét eksempel blandt mange. Spejdere og folkedans er andre eksempler på fritidsprojekter som har rigtig mange unge tilknyttet. Og så har vi Unge4unge, der skaber kontakt til børn og unge gennem opsøgende arbejde. Formålet med arbejdet er, at børn og unge i Gellerup skal føle sig trygge i lokalområdet.«

Turnéteatret OPGANG2 lancerer I øjeblikket “3 MINUTTER I GELLERUP – portræt af en bydel I 52 afsnit”, positive hverdagshistorier fra Gellerup – hvad er din holdning til et projekt som det? Kan det være med til at ændre opfattelsen af området?

»Jeg synes det er et rigtig fint initiativ, som OPGANG2 og (tilrettelægger og kunstnerisk leder, red.) Søren Marcussen har sat i værk. Det der i bund og grund er brug for er, at vi kommer tættere på mange af de historier, der er i Gellerupparken. At vi kommer til at møde mennesker frem for at høre om enkelte episoder og problemstillinger. Et nærbillede af alle de mennesker der lever med forskellige baggrunde – både sociale, kulturelle og religiøse – er et langt mere sandfærdigt billede af virkeligheden.«

OPGANG2 står bag serien, der består af 52 filmiske mini-portrætter af mennesker, der har en tilknytning til boligområdet Gellerup i Aarhus. Portrætserien blev lanceret den 3. januar 2011 og fortsætter året ud med et nyt afsnit hver uge. Søren Marcussen har i forbindelse med projektet fortalt, at »portrætterne skal bruges til at vise, at nogle af de mennesker, der bor i Gellerup, og som nogen kalder stigmatiserede eller ghettoiserede, har noget, som de arbejder for og tror på. Det ved vi jo godt, men vi glemmer det lidt i hverdagen.« Rabih Azad-Ahmad kan lide konceptet og mener, at der er brug for flere tiltag i denne retning.

»Gellerupparken er multikulturelt på mange måder. Der bor omkring 60 forskellige nationaliteter i området, så det der er nødvendigt er, at folk kommer til at se den mangfoldighed der er i Gellerup. At man kommer til at opleve folk som individer frem for én gruppe. I dag beskrives livet i Gellerup ofte i overskrifter. Der bliver refereret til beboerne i Gellerup som ”folk i Gellerup” og ”indvandrere i Gellerup”, hvilket gør, at mange nuancer går tabt. Passioner og drømme kommer omvendt frem i lyset gennem de små filmiske portrætter, som OPGANG2 står bag. Det er meget væsentligt i forhold til at få afmystificeret nogle af de fordomme, der er omkring Gellerupparken« siger han.

Fælles værdier

I Gellerupparken spiller kunst og kultur allerede en rolle. Postkort fra verden hedder et murmaleri på en gavl i området. 20 unge fra maleruddannelsen står bag maleriet, som er sammensat af elevernes egne individuelle postkort, der på den måde symboliserer særskilte historier. Og i januar i år præsenterede unge fra malerværkstedet på Produktionsskolen 30 farverige bannere lavet af presenning. Udstillingen i Foreningernes Hus blev åbnet af Rabih Azad-Ahmad – en udstilling, hvor runde former var fællesnævneren. Men mangler der alligevel kunstneriske og kulturelle tiltag i Gellerup/Toveshøj?

»Det er der ingen tvivl om. I New York har jeg set, at et område som har været nærmest ubeboet har haft stor tiltrækningskraft efter iværksættelsen af kunst- og kulturprojekter. Man har som eksempel tilbudt kunstnere at flytte ind i et område mod meget favorable huslejepriser. Det var med til at skabe et anderledes miljø, hvis tiltrækningskraft havde stor effekt. Hvis kunsten og kulturen flytter ind i Gellerupparken, vil det være med til at tiltrække ressourcestærke personer.«

Hvilken betydning kan kunst og kultur i det hele taget have for et område som Gellerup?

»Kunst og kultur er med til at samle – det kan mobilisere fælles værdier som folk kan samles om. Jeg tror, at kunst og kultur i området er meget vigtigt – både i forhold til Helhedsplanen, men det kan også være med til at give området et løft generelt.«

Kan kunsten bruges som alternativt middel til at gøre kål på konflikt og marginalisering i socialt belastede områder?

»Det kan den i allerhøjeste grad. Den kan være med til at styrke identitet og selvværd. I hiphop-miljøet er der f.eks. en stor identifikationsfaktor – man er fælles med andre om noget helt specielt. Graffiti kan også være samlende for unge – også her er der et fælles fokus og et fælles engagement. Dette er vigtigt i præsentationen af området, så andre unge bliver bevidste om stedets kulturelle faciliteter. Altså hvad området også er« siger Rabih Azad-Ahmad.

I hiphop- og graffiti-kulturen er der ofte tale om fælles tøj- og musikstil, fælles indforståede slangudtryk, normer og attituder, og det er netop, hvad Rabih Azad-Ahmad taler om. Der er tale om en måde at forholde sig til verden på – en måde at udtrykke sig på.

»Kunst og kultur er dialogskabende og får folk til at forholde sig til deres omgivelser. Det sætter tankerne i gang og giver nye perspektiver, så der er ingen tvivl om, at kunst kan skabe fora for fællesskab og identitet. Det, der nemlig også er vigtigt er, at vi ikke taler om integration som noget, der kun eksisterer mellem nydanskere og danskere. Integrationen foregår også internt mellem folk, der bor i Gellerup. Hvordan kan vi skabe en større sammenhængskraft for befolkningen her – en form for social integration mellem mennesker her i området.«

Men kan kunsten blive for politisk f.eks. i forbindelse med integration?

»Hvis man vil, kan alt være politik – og intet kan være politik! Kunst handler ikke om noget bestemt. Kunst er i høj grad en øjenåbner på flere forskellige plan – den er åben og lægger op til refleksion. Kunst og politik er faktisk på mange måder hinandens modsætninger. Politik er ofte med til at splitte, hvor kunsten kan samle – og det på trods af forskellige politiske ståsteder. Om kunsten er for politisk eller ej, er helt op til betragteren.«