TinaK
12/04/2011
Tina Kjær
I love Gellerup

Kommentar til ny rapport om Gellerups image

Socialministeriet har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man lægger vægt på informationsstrømme, viden og image i forhold til tre udsatte boligområder i Aarhus

Vores interesse placerer sig naturligvis i rapportens afsnit om det omgivende samfunds oplevelser og opfattelser af de udsatte boligområder. Og rapportens klokkeklare budskab er, at manglende viden om områderne fører til negativ opfattelse og dermed et negativt image. At rapporten tager afsæt i bl.a. Gellerupområdet gør den ekstra interessant for netop vores projekt.

I love Gellerup er først og fremmest glade for, at rapporten helt tydeligt understøtter det arbejde, som vi har været i gang med siden efteråret 2010. Og vi ser frem til et samarbejde omkring viden indenfor området, der omhandler imagearbejde og øget sammenhængskraft.

Det er afgørende for vores arbejde, at det omkringværende samfund anerkender indsatsen. Fra beboerniveau til ministerielt niveau. Men når det så er sagt, så skal vi heller ikke gøre det til mere end det er.

Vores synspunkt er, at det er en åbenlys konklusion, som Socialministeriets 30 sider lange rapport er kommet med. Og derfor tøvede vi heller ikke med at påbegynde I love Gellerup-projektet, så snart idéen var tænkt. Og idéen var og er simpel og behøver ikke fylde 30 sider. Simpel betyder i denne forbindelse ikke enfoldig, men nærmere ’lige til’.

I love Gellerup handler om at fokusere på et områdes mange kvaliteter og styrker, udbrede kendskabet til disse via markedsføring og have en stædig tro på, at det er med til at ændre folks opfattelse af området (både eksternt og internt).

Et imageprojekt skal have rødder i det område, det søger at arbejde med. Derfor arbejder I love Gellerup løbende på at rodfæste sig i både Gellerup-området og det øvrige Aarhus (for begge er en del af arbejdet). Forandringen skal komme nedefra og bevæge sig op – helt op til Socialministeriet.

I relation til førnævnte rapport tror vi på, at det er vigtigt at holde følgende for øje: Hvis folk har den opfattelse, at det er blevet besluttet på øverste samfundsadministrative niveau, at et område ’trænger’ til et nyt image, vil effekten være tvivlsom, langsommelig og uden klister – den vil ikke hænge ved.

Vi kender alle følelsen af fristelsen til at gøre modstand, når vi bliver påduttet noget. Men hvis de ’rigtige’ mennesker (altså dem, som vil få titler alá ’målgruppe’ og ’segment’) er med fra start, så tror vi på at forandringen i folks idéer og tanker kommer og holder ved.

I love Gellerup er langt fra perfekte og alvidende udi et sådant arbejde. Men vi handler, gør og lærer af det arbejde, vi er i gang med. Og så takker vi i øvrigt de ’rigtige’ mennesker for at støtte os og hjælpe os godt på vej.

 

Læs rapporten her.